Nyheder
Den 17. september 2026 kl. 10.00
Pressemeddelelse
Danske Spil sælger Elite Gaming A/S
Danske Spil har indgået aftale om at sælge Elite Gaming A/S til 87KDSL, der bl.a. ejer Dan-Automater og ultimativt er ejet af Erhvervsinvest. Handlen er betinget af godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Med den nye aftale frasælger Danske Spil sit datterselskab Elite Gaming A/S, som opstiller og drifter landbaserede gevinstgivende spilleautomater. Køberen 87KDSL A/S ejer i forvejen Dan-Automater Struer A/S, som ligeledes er aktiv inden for opstilling og drift af landbaserede gevinstgivende spilleautomater på det danske marked.
”Formålet med sammenlægningen er at sikre en profitabel indtjening på spilleautomater, også fremover. Vi glæder os til at byde medarbejderne i Elite Gaming velkommen i koncernen og er sikre på, at den samlede virksomhed bedre kan udnytte de fordele og styrker, begge parter har i dag,” udtaler adm. direktør i Dan-Automater, Rasmus Skoubo.
For Danske Spil sker salget som led i en strategisk prioritering af koncernens aktiviteter. Elite Gaming har begrænset strategisk sammenhæng med Danske Spils øvrige forretningsområder og indgår ikke naturligt i Danske Spils fremtidige prioriteter.
”Danske Spil har indgået aftale om at frasælge Elite Gaming, som udgør Danske Spils forretning inden for landbaserede gevinstgivende spilleautomater på det danske marked. Elite Gaming er en sund forretning med fokus på en ansvarlig spiloplevelse, men har i dag begrænset strategisk sammenhæng med Danske Spils øvrige forretning. Derfor er vi tilfredse med at have fundet en ny ejer til selskabet. Jeg vil samtidig gerne takke medarbejderne i Elite Gaming for deres indsats,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen, adm. direktør i Danske Spil.
Handlen er godkendt på en ekstraordinær generalforsamling i Danske Spil den 16.09.2026. Handelens gennemførelse er betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse, og den forventes gennemført snarest efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse.
Det er aftalt mellem parterne, at købesummen ikke offentliggøres.
87KDSL A/S har ikke yderligere bemærkninger til transaktionen end nærværende pressemeddelelse.
Om Elite Gaming A/S
Elite Gaming A/S opstiller og driver landbaserede gevinstgivende spilleautomater på det danske marked. Elite Gaming er et datterselskab til Danske Spil A/S.
Om 87KDSL A/S
87KDSL A/S ejer Dan-Automater Struer A/S, som opstiller og driver landbaserede gevinstgivende spilleautomater i restaurationer og spillehaller i Danmark. Søsterselskabet Compugame-DAE A/S udvikler, producerer og sælger landbaserede gevinstgivende spilleautomater, reservedele og relaterede serviceydelser.
Om Danske Spil
Danske Spil er Danmarks og danskernes eget spilleselskab. Koncernen udbyder blandt andet lotterier, sportsspil og onlinekasino og har som formål at skabe overskud til fællesskabet samtidig med, at danskerne tilbydes spil og underholdning i trygge rammer.
